onsdag den 13.01.2010
FOA indkalder alle tillidsrepræsentanter i Region Hovedstaden til stormøde den 19. januar. De skal afgøre, hvordan man skal forholde sig til massefyringer på hospitalerne.
I disse dage bliver der fyret i bundter på en række af hovedstadens hospitaler. Derfor indkalder FOA nu alle tillidsrepræsentanter på hospitalerne i Region Storkøbenhavn til stormøde.
”Vi er nødt til at mødes og diskutere, hvordan vi skal forholde os til fyringerne. Det her rammer ansatte, som har gjort deres arbejde til gavn for patienterne. Det vil gøre vores allesammens sygehusvæsen dårligere,” siger Dennis Kristensen, som er formand for FOA.
Han mener, fyringerne er ufornuftige.
”Der er jo ikke tale om, at der bliver mindre arbejde. Der er tværtimod masser at tage sig til på de danske hospitaler. Derfor virker det meningsløst, at man nu fyrer dybt kvalificeret arbejdskraft. Det vil selvfølgelig gå ud over patienterne,” siger Dennis Kristensen.
Under to måneder efter valget
Den 17. november 2009 – altså for mindre end to måneder siden, var der valg til Regions-rådet. Derfor undrer det Dennis Kristensen, at fyringerne kommer nu.
”Det er tankevækkende, at man har store fyringsrunder mindre end to måneder efter et regionsvalg. Der havde jo nok været lidt større interesse for det valg, hvis man dengang havde kendt til de kommende fyringer,” siger Dennis Kristensen.
Hårdt at sige farvel
Det er hårdt at måtte sige farvel til kollegaer, der uforskyldt får en fyreseddel.
”Det er en utroligt trist situation at stå i som tillidsrepræsentant at se sine kollegaer blive fyret i bundter. Det er endnu en grund til at mødes og få snakket om, hvordan vi tackler det her,” siger Dennis Kristensen.